Start webshop – den komplette guide 2024
I denne guide får du al den viden, du skal have for at kunne starte en webshop. Alt om valg af webshop platform, styring af økonomi og logistik og markedsføring af din webshop.
Nå ... er 2024 året, hvor du skal starte din webshop? Så er du kommet til det helt rigtige sted. Jeg startede min første webshop i 2001 og har siden arbejdet virkeligt meget med udvikling af webshop, optimering af webshops og markedsføring af webshops. Der ud over har min kone også en webshop, som hun har drevet siden 2010. Jeg har altså arbejdet med webshops i to årtier, har set en masse udvikling indenfor e-handel og talt og vejledt over flere 100 webshopejere i start af webshop.
Hvorfor vil du starte webshop?
Der kan være mange grunde til at starte en webshop. Det kan være, du har udviklet et produkt, du vil sælge. Det kan være du i mange år har solgt noget i en fysisk forretning og nu vil udvide dit salg med en webshop. Har du f.eks. en dyrehandel kan det være oplagt at starte en webshop også. Det kan også være du har solgt online i mange år på platforme som Instagram, Facebook, Den Blå Avis, Trendsales, Etsy m.m. og nu har brug for en webshop for bedre at kunne styre logistikken. Kan også være du bare er den mest tekniske på jeres kontor og så har du fået ansvaret for at "starte firmaets nye webshop".
-Men er det nu også en god idé?
Desværre får langt fra alle webshops succes. Jeg vil anslå at 8 ud af 10 webshops ikke overlever i to år. Måske endda ét år. Konkurrencen er virkeligt hård. Det lyder så nemt, når man læse om andre, der har succes, men det kræver virkeligt meget arbejde. Der udover er der kommet konkurrence fra virkeligt store virksomheder og den konkurrence var der ikke i 2001, da jeg selv startede webshop. I dag skal du konkurrere mod Zalando, hvis du sælger tøj. Og næsten alle skal konkurrere med Amazon.
Det er giganter... men ud over det, så skal du også konkurrere mod Matas, Bilka, Intersport, Maxizoo og andre store detailkæder, som givetvis også sælger produkter i stil med de produkter, som du vil sælge.
Så måske skal du først kigge virkeligt grundigt på dine konkurrenter og på markedet og så spørge dig selv: -Skal jeg nu også starte en webshop? -Og skal det være indenfor dette marked?
I min optik er der ganske simpelt områder, hvor det bliver virkeligt hårdt at få fodfæste. Det er områder som kosttilskud, tøjbranchen (her kan du sagtens få en god forretning, hvis du har en niche som f.eks. Amamiko eller som min kone, der ganske vist er i børnetøjsbranchen, men har valgt at fokusere på solbeskyttende badetøj. Men vil du sælge det samme tøj som Magasin og Zalando, så får du det svært.
Du får det også svært, hvis der er lav avance på dine produkter. Det er der typisk på mærkevarer som GoPro og iPhones. Det koster mange penge at markedsføre sig i dag (kan du læse om under markedsføring). Så der skal være noget avance på dine produkter ellers kommer du til at have omsætning, men ingen indtjening og det er ikke sjovt i det lange løb. Så du skal ikke vælge et produkt fordi du godt kan lide det, hvis der ingen avance er i det. Så hellere droppe produktet og gå efter noget, der er avance i.
Test din idé, inden du starter
Når du læser mit forslag tænker du måske "det er idiotisk – jeg ved, jeg vil åbne min webshop". Men overvej det så lige en gang mere. Rigtigt mange, der har lukket deres webshop ville ønske, de havde gjort det og for et par tusinde kroner, kan du få ideen afprøvet.
Lad os antage du vil sælge en sele til hunde. Du kan lide produktet og der er en okay avance på den. Men for at få et ordentligt sortiment hjem, skal du bruger 75.000,-. Nu gør du følgende:
- Køb et domæne f.eks bobs-hundeseler.dk
- Lav en simpel webshop derpå (uden betalingsmulighed). Ved betaling skriver du "shoppen er ikke klar endnu".
- Sæt Google Ads annoncer op på "hunde sele"
- Sæt Google Analytics op til at måle, om der er nogen, der kommer helt til betalingen.
Nu kan du køre dine annoncer og se, om det overhovedet lykkedes dig at gennemføre et salg. Og du kan regne ud, hvor meget du skal bruge for at få et salg. Bruger du f.eks. 1000,- i annoncer og får 10 salg, ja så ved du, at det nok ca. vil koste dig 100,- at skaffe en ordre. Så din avance skal i hvert fald være over 100,- (for der er også nogle, der annullerer ordren eller returnerer den, men annonceringen skal stadig betales.
Ja... jeg ved godt, der er andre og billigere marketingskanaler, men kan du ikke engang sælge gennem Google Ads, så bliver det svært at slå igennem på de andre kanaler. Så se det som en god test for din nye webshop.
Jeg kan fortælle at ha, der startede Zappos (der blev solgt for 940 mio. dollars), brugte nogenlunde den metode til at afprøve sin forretning. Du kan høre Tony Hsieh fortælle historien her. Kan også varmt anbefale hans bog Delivering Happiness. Den er inspirerende for dig, der vil starte en webshop.
Har du ikke mod på at gøre det, så sæt bare en simpel hjemmeside op og se, om du overhovedet kan få nogle besøgende til siden.
Jeg har set mange webshop ejere hugge 200.000,- af på deres webshop, som de endte med at lukke et år senere. Havde de blot brugt 5-10.000,- på at teste markedet først, så havde de fundet ud af, at deres idé krævede mere tid eller flere penge, end de havde, for at slå igennem. Så tænk over det ... måske er det ikke så tosset en idé alligevel.
Hvor lang tid tager det at starte en webshop?
I princippet kan du være i gang på ganske kort tid. Er du virkeligt aktiv, kan du vel være i luften på 24 timer. Men mere realistisk skal du nok bruge 2-4 uger for at komme i luften. Afhængigt af hvilke varer du skal skaffe, så tager det måske endnu længere tid. Måske skal dine varer hjem fra Fjernøsten. Måske bestiller du kollektioner, som skal forudbestillet 3-9 måneder inden levering og så tager det også noget længere tid, inden du kan slå dørene op til din webshop.
Hvornår tjener du penge med din webshop?
Det er næsten mere interessant at se på, hvornår du tjener penge. Altså hvornår giver din webshop overskud. Og det kommer til at tage lidt tid. For markedsføring er tiltagende dyrere i online verdenen og i mange tilfælde også mere tidskrævende. Du kan godt satse på at ligge nr. 1 på Google (det er faktisk en virkeligt fin strategi). Men det tager lang tid at komme derop, så du skal sørge for at have likviditet til at kunne overleve indtil du ligger i toppen af Google med rigtigt mange resultater. Forvent det godt kan tage et år – måske længere – afhængigt af dine evner, budgettet til det og konkurrencen. Du skal have likviditet til at overleve det år og selv med en førsteplads er det langt fra sikkert, at pengene bare triller ind.
Ganske kort vil jeg sige: Vent med at købe din Porsche. Det er virkeligt sjældent at folk laver en formue på deres webshop de første år. En webshop er en langsigtet investering og i starten kræver det virkeligt meget arbejde.
Hvad skal jeg vide, inden jeg starter webshop?
Ville ønske, jeg kunne sige, at denne guide fortæller dig alt om det. Men det er jo desværre ikke sandt. Men her er nogle af de ting, jeg kan fortælle dig om, hvad du kan forvente:
Forvent, det tager meget længere tid end du regner med. Alting... både at få grafikken på plads, at oprette varerne i dit shopsystem, at få en fragtaftale i stand, at få produkterne hjem, at få dem sat ordentligt ind i lageret, at opsætte din label-printer. Det hele tager virkeligt lang tid. På YouTube kan du se en video, hvor printeren bliver sat op på 1:46. Men min erfaring er, at det sjældent tager så lang tid.
Forvent, det bliver uretfærdigt. Du vil opleve kunder, som returnerer en vare, de tydeligvis har brugt. Når du så nægter at refundere pengene, så skriver de en totalt urimelig anmeldelse af din webshop på TrustPilot eller Facebook. Du vil føle, det er vildt uretfærdigt. Men du skal huske på de 99% af dine kunder, der er virkeligt tilfredse.
Forvent du skal sætte dig ind i nye ting hele tiden. Facebook ændrer krav til dit feed. Instagram ændrer hvordan du tagger produkter. Google ændrer længden på titles. Google Ads ændrer antal linjer, du må have. Apple udgiver en ny mobil, hvor tingene ser anderledes ud på. Dit shopsystem skal opdateres og nu virker din MobilePay integraiton ikke. Der er bare hele tiden ting, der skal ændres, tilpasses og vedligeholdes. Det er en del af arbejdet.
Forvent, der er mange, der vil have dine penge. I samme øjeblik, du har fået dit CVR-nr, så begynder sælgerne at kime dig ned. Særligt i SEO-branchen er de stygge. Mit bedste råd er at sige nej tak til alle, der ringer. Du kommer nok til at hyre konsulenthjælp, men der bør du vælge din konsulent i stedet for at han vælger dig.
Forvent at der er mange forhindringer. Told, fragt, betalingssystemer, banker, leverandører og ja ... IT. Bare sådan noget som at ens mails ryger i spam-mappen kan der bruges timevis på. Det er sådan noget, der bare skal virke, men hvis du bruger en halv dag på det, har du som udgangspunkt næppe hævet din omsætning. Der er masser af sådanne basale ting, der skal virke, som du kommer til at bruge timevis på at få til at virke.
Men forvent også det bliver virkeligt sjovt og tilfredsstillende.
Køreplan til start af webshop
Herunder får du den simple køreplan til start af webshop. Der er mange flere steps i det og de kan også uddybes yderligere. Men med denne her kan du godt gå i gang. Det er for at sikre, du ikke står og regner med at skulle åbne på en bestemt dato og så ikke har dit betalingsgateway på plads.
Her kan du se, hvad køreplanen dækker.
- Køb domæne
- Opret CVR nr.
- Opret bankkonto
- Få en indløsningsaftale
- Køb varer ind
- Opret webshoppens indhold
- Start på sociale medier
- Markedsføring
- Vedholdenhed
1. Køb domæne
Køb dit domæne så hurtigt som muligt. Bare smid lidt simpelt indhold på, hvor der står, hvad du kommer til at sælge i din webshop. Lav så et link dertil et andet sted fra, så du kan få siden indexeret af Google.
Du kan evt. begynde at opsamle emails på folk, der er interesserede. Så kan du sende dem en mail så snart din shop er i luften.
På DK-hostmaster kan du se, om det domæne du ønsker, er ledigt.
Jeg vil anbefale at du undgår danske tegn som æ, ø og å i dit domæne. Så du skal ikke købe billige-løbesko.dk men derimod billige-loebesko.dk.
Vil dog opfordre dig til at tænke lidt mere kreativt i dit valg af domæne. Dels for at få dit eget brand, men også hvis du vil skifte fokus og sælge rulleskøjter i stedet.
2. Opret CVR
Skal du have oprettet et CVR-nr, så få det gjort nu. Når du har dit CVR nr. skal du sørge for at overdrage dit domæne til dit CVR nr., da firmaet, der modtager betalingen også skal eje domænet.
Sælger du for under 50.000,- DKK om året, så behøver du ikke et CVR nr. Men vil kraftigt anbefale, at du får det.
Inden du opretter et CVR, så bør du overveje hvilken selskabsform, du skal have. Erhvervsstyrelsen har lavet en guide, der hjælper dig med at finde ud af, hvilken selskabstype, du skal have. Du finder guiden her.
Når du har fundet ud af, hvilken type virksomhed, du skal starte, kan du oprette dit firma her.
3. Opret bankkonto
Når du har et CVR nr. kan du få en bankkonto. Bemærk, det kan være både dyrt og tidskrævende at få en erhvervskonto. Mange banker vil givetvis afvise dig. Det er voldsomt frustrerende.
Bankerne er underlagt en række krav for at forhindre hvidvask. Derfor vil du måske få nogle lidt underligere spørgsmål og blive mødt med hvad du vil opleve som mistro. De skal være helt sikre på, hvem de laver en aftale med.
4. Ansøg om indløsningsaftale
Du skal have en indløsningsaftale for at kunne tage imod betalinger online. Det kan til tider tage lidt tid at få, så gå i gang med det nu.
En indløsningsaftale er en aftale mellem dig / dit firma og så kortindløseren f.eks. Nets. De godkender så at sige, at du må modtage en betaling online. Hvis du skal sælge meget dyre varer f.eks. ure til 20.000,- så kan de godt stille krav om en stor bankgaranti.
Indløseren skal også sikre sig mod hvidvask, så der er også meget store krav til din ansøgning.
5. Skaf produkterne
Det er ved at være tid at du får produkterne hjem (måske skal du endda starte meget tidligere afhængig af leveringstid). Mit råd er at få ganske lidt produkter hjem, men oprette en masse i din webshop. Det kan du læse mere om senere.
6. Opret kategorier og produkter
Nu er det tid til at få det hele ind i webshoppen. Det tager virkeligt lang tid, så klø du bare på med det.
Du skal lave gode beskrivelser af dine kategorier og produkter. Både titles og meta descriptions og også beskrivelser af produktet og kategorien.
7. Opret sociale medier m.m.
Inden du åbner bør du have opsat Google Tag Manager, Google Analytics, Google Search Console. Du bør have oprettet de sociale medier, du ønsker at være til stedet på. De fleste webshops vælger Facebook og Instagram, men mange vælger også TikTok, Pinterest og Snapchat i dag. Det afhænger selvfølgelig meget af din webshops produkter. Sælger man B2B ventilationsløsninger, så er TikTok nok ikke mediet at være til stede på.
Men har du f.eks. en webshop til din frisør salon så er du sikkert allerede aktiv på medier som Instagram, Facebook og måske også TikTok og SnapChat.
Du bør også få oprettet din webshop på Google My Business og TrustPilot. Du kan også overveje det nye TryghedsMærket. Du skal også have oprettet din email adresse og et sted dine besøgende kan tilmelde sig en nyhedsbrevsliste.
8. Markedsføring og salg
Nu starter det sjove, men også det langtrukne: Markedsføring!
Afprøv en masse kanaler. SEO, Google Ads, Facebook markedsføring, email markedsføring, affiliate marketing, ja sågar offline markedsføring, hvis det giver mening. Det tager tid at finde ud af, hvilken markedsføringskanal der virker bedst for dig. Så sørg for ret tidligt at få prøvet dem alle. Da jeg i sin tid solgte kondomer online tog jeg helt fejl af SEO. Jeg troede ganske simpelt ikke at folk googlede det i 2001. Så først i 2004 kom vi i gang med en ordentlig SEO-strategi og det kom senere til at udgøre 80% af vores salg.
9. Hæng i
Nu starter det hårde arbejde. Du skal blive ved, turde satse og afprøve nye ting. Måle og evaluere og så ellers bare blive ved.
Når du starter webshop er der sjovt arbejde og kedeligt arbejde. Du kommer til at lave mange ting om og lave mange rutineopgaver. Du kommer til at føle frustration og lave fejl (nok særligt i indkøb, da det er virkeligt svært at vide, hvad der sælger).
Kort sagt kommer det også til at byde på frustrationer, når du starter webshop. Men det er sjovt og givende og du skal vide, at alle har været igennem de frustrationer. Det er bare at komme videre i teksten.
Et godt sted at sparre med andre er i denne Facebook gruppe for webshopejere.