MailChimp vs CampaignMonitor

Til de travle

Er du ligeglad med pladder og bare vil ha' rå facts, så spring direkte til skemaet, hvor jeg sammenligner de to mail-systemer.

Der er ingen tvivl om, at nyhedsmails er uforskammet gode til at skabe salg med, hvis man har en webshop. Derfor er det en disciplin, der er værd at ofre både tid og penge på at optimere. Oprindeligt lavede jeg mit eget nyhedsbrevssystem, der efterhånden var blevet godt slidt. Da jeg erkendt, at det var tid til at professionelle overtog, gik jeg i gang med at kigge på MailChimp.

Men jeg fandt et par småfejl og en dag fandt jeg en bug, der irriterede mig så meget, at jeg besluttede mig for at afprøve et alternativ. Det er dog af afgørende betydning for mig, at jeg har mulighed for at split-teste mine nyhedsbreve (da der er rigtigt meget guld at hente der), så det eneste reelle alternativ, jeg kunne finde var CampaignMonitor. (Det forlyder at danske Ubivox kommer til at tilbyde split-testing her i 2011, selvom en af deres bagmænd ikke selv er overbevist om effekten. (Jeg satser på, han bliver overbevist, når han ser resultaterne af det).

Split test ubivox?

Kilde

Men da de ikke havde det da jeg skulle bruge det, kom de altså ikke i betragtning).

Jeg har nu i et stykke tid afprøvet begge systemer og vil her komme med en lille opsummering af dem og deres features.

Pris

Noget af det vigtigste for os nordjyder, så det starter jeg med ;o)

MailChimp tilbyder at man kan udsende gratis nyhedsmails, hvis man har under 1000 på sin liste og hvis man vil lade dem placere reklame i bunden af mailen. Det er egentligt fair nok.

Ved CampaignMonitor er der ingen "free lunch" (eller - du kan sende gratis, hvis du har under fem modtager, men det tæller sgu' ikke i min bog).

Begge systemer tilbyder både pay as you go eller flat rate. Min opfattelse er dog at pay as you go er alt for dyrt, men sender du kun mails ud en gang om året, så kan det måske godt være den billigste løsning. CampaignMonitor kører fast pris på pay as you go til 5$ plus 1¢ pr. email. MailChimp er lidt mere gavmilde og giver mængderabat. MailChimps pay as you go starter ved 3¢ og falder så til en halv cent, hvis du sender rigtigt mange.

Flat rate sammenligning

Op til 2500 modtagere på listen koster de to udbydere det samme, men så begynder CampaignMonitor at blive lidt dyrere end MailChimp. Har du over 25000 på dit nyhedsbrev, så er CampaignMonitor dobbelt så dyr som MailChimp.

Du kan se MailChimps priser her og CampainMonitors priser her, hvis du vil gå i detaljer.

Brugervenlighed

Begge systemer er lige brugervenlige. Man skulle tro det var Steve Krug, der havde lavet dem. De er super-nemme at bruge begge to. Ingen kamp der.

Split-test muligheder

I mine øjne er det her, der bliver gjort en forskel og begge systemer tilbyder split-test af afsenderen (skal der f.eks. stå "Anne Lønstrup" eller "Faktorfobi" som afsender?) og split-test af emnelinjen (et must og jeg skal love for at det kan gøre en forskel, hvad der står i emnefeltet).

Og så begynder de at adskille sig. MailChimp tilbyder nemlig split-test af udsendelsestidspunktet og det gør CampaignMonitor ikke. Min personlige erfaring er at det er af stor betydning, hvornår man udsender nyhedsbrevet, så det er en god idé at teste lidt på det. Er mandag kl. 10 f.eks. bedre end tirsdag kl. 10? Der er bare så mange andre ting, der spiller ind. Er tirsdag f.eks. en helligdag, så er ens test ikke meget værd. Er mandag lønningsdag er det også misvisende, så min erfaring er, at det er lidt svært at systematisere (omend det er yderst aktuelt).

Til gengæld tilbyder CampaignMonitor split-test af indhold i emailen - og dét er rigtigt interessant. For selvom de andre ting er afgørende for åbningsraten, så har jeg nu erkendt at split-test af indholdet har en pæn stor betydning for click raten. Ulempen? Man skal lave to forskellige emails. Suk... Der er bare ingen nemme løsninger, når man laver e-handel, hva'? ;o)

Aahhh - det er ikke så slemt. Man kan jo nøjes med at teste to forskellige call to actions.

Overall vil jeg sige, at CampaignMonitor bestemt vinder på split-test delen. MailChimp har lovet at split-test af indhold kommer, men talk is cheap....

Herunder et par screendumps af statistik-delen for A/B tests

mailchimp statistik

Statistik fra MailChimp A/B kampagne

CampaignMonitor a/b statistik

Statistik fra CampaignMonitor A/B kampagne

API

Begge systemer har et super nemt API og vil sige, at de spiller lige op mod hinanden der. MailChimp har dog en møg-irriterende bug i deres API. Hvis man tilføjer adresser via API'et så kan man ikke lave auto-responders (altså automatisk opfølgning) baseret på hvilken dato brugeren blev tilføjet. Det er ikke noget, de annoncerer ret stort (er sgu' også pinligt), men jeg ville nu hellere have haft det at vide på forhånd end selv at gøre mig erfaringen. Man kan godt lave en Storm P-løsning, men den slags er livet altså for kort til. Så MailChimps API dumper i forhold til CampaignMonitors.

Statistik

Sweet.... Hele vejen rundt for dem begge. Åbningsrate, både soft og hard bounces etc. Det spiller virkeligt. Du kan se et eksempel på dem begge herunder. Masser af statistik.

mailchimp statistik

Statistik fra MailChimp

campaignmonitor statistik

Statistik fra CampaignMonitor

campaignmonitor statistik

Statistik over email-klienter fra CampaignMonitor

Nifty sag

Det er lidt svært at se, men du kan lige ane, at der er vist 100% på knappen (resultatet af en tydelig call to action ;o) )

CampaignMonitor er lige et hestehoved foran med deres "email overlay", hvor du kan se dit nyhedsbrev og se præcist hvor brugeren klikkede. Den slags kan man selvfølgelig se for MailChimp i Analytics, hvis man har tagget sine links ordentligt, men det er kun de links, der går ind til ens egen side. Linker man til andre i sit nyhedsbrev er man in the dark.

MailChimp har til gengæld lavet et plug-in til Analytics, der hedder 360 Analytics og som er super-lækkert, men dog ikke revolutionerende.

CampaignMonitor får altså et ekstra point for statistikken.

Plug-ins - en ren gavebod

Begge systemer har et hav af plug-ins og umiddelbart kan jeg ikke komme på noget der mangler. Begge udvikler også aktivt nye plug-ins. Mit umiddelbare indtryk er at MailChimp er foran når det gælder integration med sociale medier, men skal jeg være helt ærlig, så kan jeg ikke selv komme i tanke om et nyhedsbrev, der er så godt, at jeg gad dele det på Facebook. Men well - de har dem og de er tilgængelige helt gratis. Du kan se en liste over alle MailChimps plug-ins her og en liste over alle CampaignMonitors plug-ins her.

De giver gratis råd

Fælles for dem begge er at de virkeligt ønsker, at du har succes med din email-kampagne. Ikke for deres blå øjnes skyld selvfølgelig. Har du succes - så bliver du ved og så længe du bliver ved, så længe tjener de penge ;o)

Derfor udgiver de begge en masse ressourcer, som du i de fleste tilfælde bare kan hente. Uanset om du bruger de to systemer eller ej er der rigeligt med godbidder. Jeg synes, du skal checke dem begge ud. Du finder MailChimps artikler og tips her og CampaignMonitors artikler og tips her.

Inbox test

Begge systemer tilbyder for ganske få penge at du kan teste din emails udseende i de mest gængse mail-klienter og webmail. Det er billigt og en god feature. De fleste af os bruger jo samme skabelon til udsendelse af nyhedsbreve, så det er ikke noget, der bliver en gigantisk udgift

Spam test

På samme måde kan du teste om din mail vil klare sig igennem skærene i de forskellige spam-filtre. Ganske praktisk og også billigt.

mailchimpCampaignMonitor
Pay as you goJepsJeps
Flat-rateJepsJeps
APIJepsJeps
Split-test tidspunktJepsNix
Split-test emnefeltJepsJeps
Split-test afsenderJepsJeps
Split-test indholdNixJeps
Integration med AnalyticsJepsJeps
Wordpress plug-inJepsJeps
Drupal plug-inJepsJeps
Magento plug-inJepsJeps
StatistikJepsJeps
Facebook integrationJepsJeps
Inbox test3,4€4€ (inkl. spam test)
Spam testI beta, men til gengæld gratis for alle betalende brugere4€ (inkl inbox test)

Karaktergivning

Hvad er så bedst?

Begge systemer er tilfredsstillende, men i det store hele vinder CampaignMonitor på split-test af indhold og et ordentligt fungerende API. De får også lige et lille point for deres email overlay, der er en rigtig nifty sag.

Skal jeg give 1-5 @'er, så vil jeg fordele 4,5 @'er til CampaignMonitor og 4 @'er til MailChimp.

Aber dabei

Der er dog et lille aber dabei. Hvor jeg selv foretrækker CampaignMonitor, så mener jeg dog ikke, at det er dobbelt så godt som MailChimp. Så har man rigtigt mange på sit nyhedsbrev (over 25000), så ville jeg overveje MailChimp (specielt hvis de får split-test af indhold).

Det var mine erfaringer - du er velkommen til at dele dine.

Godt tilbud

Skal du have lavet en skabelon til MailChimp eler Campaign Monitor, så har jeg i øjeblikket et godt tilbud til dig


Michael Thingmand Henriksen 19/01/11 11:47

Super indlæg og gennemgang!

Jeg savner lidt info om netop det at skifte fra et eksisterende system til en af disse. Dvs. import af modtagere, implementering af til og frameld på siden og om det kører rent API eller de også har standard bokse osv. Men har tit en masse gode intentioner, men hvis opstarts kurven er for stejl kan det være svært at komme igang!

1

V4D5 19/01/11 11:59

Tak Michael.
Jamen, det er mega-nemt at skifte system. Hvad angår email-listerne, så kan du bare importere dem i én lang fil både på CampaignMonitor og MailChimp.

Implementering af til- og framelding er også nemt. De tilbyder næsten færdigsyede løsninger, men jeg har i begge tilfælde valgt at bruge deres API, da jeg synes, det ser pænest ud.

Klart - når man skal i gang med noget nyt, så skal man lige vænne sig til det, men jeg synes det er super-nemt ved dem begge.

2

Søren Sprogø 19/01/11 12:04

Suveræn gennemgang, den er der virkeligt mange, der vil have gavn af!

Et par kommentarer:

CampaignMonitor tilbyder en form for mængderabat ved pay-as-you-go. Men det foregår ved at du pre-pay'er, og så kan du komme helt ned på 0.005$. Men monthly subscription er for de fleste klart at foretrække.

Er din mail liste på over 10.000 modtagere, så skal den godkendes første gang du uploader den. Du skal indsende en lille "ansøgning\, hvor du forklarer at adresserne er indsamlet lovligt. Heldigvis er de hurtige til at svare tilbage. En top-naise feature, der gør at systemet ikke bliver misbrugt af spammere, hvilket kan gå ud over de reelle brugere.

Statistikkerne i CampaignMonitor er desuden rimeligt live. Det er for fedt at sidde og trykke F5 i sin browser, når man laver en split-test :-P
Sådan fungerer det sikkert også i MailChimp.

Eneste problem jeg er rendt ind i med CampaignMonitor er, at du ikke kan "throttle" udsendelser. 40.000 nyhedsbreve tager dem ca. 1 minut at udsende (KABOOOM siger email kanonen :-)), hvilket kan give massiv trafik til dit site lige pludseligt. Så vær sikker på det kan klare presset. Kunne være rart med en feature, hvor man kan fortælle systemet maks. at sende ud med X antal nyhedsbreve i timen. Er det mon noget MailChimp kan?

3

V4D5 19/01/11 12:15

Tak Søren - og fedt du supplerer. Antallet af modtagere ligger nu omkring de 3000. Af logiske årsager vil de ikke afsløre, hvad det præcise tal er ;o)

MailChimp tilbyder også live statistik - der er endda lidt eye candy i form af animation.

Mht at du ikke kan throttle udsendelser, så er det jo ikke CampaignMonitors problem, at du ikke forstår at drifte en server, så den kan håndtere rigtig trafik ;oP
Må jeg foreslå, at du enten sætter en stabil server op (kan anbefale Apache). Alternativt kan du jo lave en Storm P-løsning og splitte dine modtagere op i lister med hver 10.000 modtagere (eller hvor mange du nu kan tage).
Uanset hvad, så er det jo et luksusproblem du står med (altså at så mange af dine modtagere klikker sig videre).

4

Michael Thingmand Henriksen 19/01/11 12:18

Hvordan med credits og maillister? Kan du bruge samme pulje (eller monthly) til både kondomaten og faktorfobi? Tænker hvis man f.eks. har 10 landeversioner, med hver sin mailliste...

5

V4D5 19/01/11 12:21

Du kan godt fordele dine credits over flere maillister. Det er det samlede antal subscribers, der afgør prisen.

6

Michael Thingmand Henriksen 19/01/11 12:24

Off-topic: Vadskær, kunne du ikke encode dine mail ordentligt? De er pænt svære at læse :)

Fra Gmail:

\"Der er kommet en ny kommentar på MailChimp vs CampaignMonitor-indlægget.

Kommentaren er skrevet af V4D5

Tak S?ren - og fedt du supplerer. Antallet af modtagere ligger nu omkring de 3000. Af logiske ?rsager vil de ikke afsl?re, hvad det pr?cise tal er ;o)\"

7

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 12:27


Hej Morten,

En rigtig god sammenligning af de to systemer. Så 5@'er herfra for en god artikel og gennemgang.

For lige at knytte en kommentar til min twitter-besked (Det kan være svært at gå i detaljen på 140 tegn :), så er der ingen tvivl om at split-tests i visse situationer er meget interessante og et godt værktøj til at forbedre sine resultater, hvis man allerede har nogenlunde styr på sit indhold og sine tidspunkter og derfor kan teste om man kunne gøre noget anderledes bedre.

Det jeg finder fascinerende dog er at rigtig mange taler om split-tests fordi de har læst et sted at det skal de, men de færeste sætter sig så detaljeret ind i hvad det kræver, som du gør.

Derfor får vi en del henvendelser fra folk der vil split-teste og ønsker funktionaliteten, men når vi spørger ind til hvorfor, så er det næsten altid bare fordi de har læst at det skal de og sjældent ved de at det betyder at deres nyhedsbreve bliver forsinkede af det og at det kræver ekstra arbejde hvis man også vil splitte på indhold fordi man så reelt skal kunne skrive 2 forskellige version og sætte sig ind i hvorfor man gør det.

På overfladen virker det som en ganske smart måde at se hvad virker, men hvis man ser på det lidt mere detaljeret, så er der (som du også selv lidt er inde på), langt flere faktorer end bare lige emnefeltet; især tidspunktet er en vigtig faktor. Så hvis man sender en split test om mandagen, får et "resultat" og sender resten om tirsdagen med det vindende emnefelt, så kan man ikke forvente at det performer lige så godt som det gjorde om mandagen, da emnefeltet kan være skrevet således at det performer bedre om mandagen end om tirsdagen osv.

Tidspunktet kan man så tage højde for ved at se en test på ugebasis og så sende sin slut-forsendelse mandag ugen efter, men igen. Er der forskel på den mandag end den forrige osv. Ligeledes er størstedelen af de nyhedsbreve vi ser ofte meget tidsbestemte og som regel skrevet i sidste øjeblik, så det er sjældent at de kunder vi møder har tiden til at vente en dag eller en uge, eller en måned for at få et split-test resultat på en specifik forsendelse, fordi de skal altså have deres pressemeddelelse ud på et bestemt tidspunkt eller annoncere et tilbud der kun gælder i denne uge/dag osv.

Vi ser ofte åbninger af nyhedsbreve et par dage efter afsendelse. så hvis man konkluderer noget ud fra et par timer efter selve split-forsendelsen, risikerer man at konkludere på et forkert grundlag, for et emnefelt kan kan performe godt hvis det har en meget aggresiv call to action (f.eks: Åbn denne mail indenfor 30 min eller gå glip af et godt tilbud), men et andet emnefelt kan performe endnu bedre hvis man giver det nogen dage i indbakken fordi mange så tænker det læser jeg lige senere fordi jeg vil have ro og fred til at læse det (f.eks: I denne mail finder du en gratis e-bog om markedsføring) osv.

Sidst men ikke mindst så virker den gennemsnitlige listestørrelse for mange danske virksomheder (tingene er lidt anderledes i udlandet - og derfor er det også ofte i udlandet man møder folk der har success med splittesting på stort niveau) til at ligge et sted mellem 2500 og 5000 modtagere. Skal man dele den op i puljer til en splittest, så er der ikke ret meget at gøre godt med og selvom 1200 rent akedemisk skulle være nok til at drage et statistik grundlag ud fra, så vil det kræve 2x1200 i den første forsendelse, og så er reelt ikke ret mange tilbage til at sende resultatmailen til.

Derfor mener jeg personligt (vi har lidt forskellige holdninger herinde når vi taler om funktionaliteten :) at split-tests er et spændende værktøj hvis man er en markedsføringsperson der går rigtig meget op i tal og optimeringer, og samtidig har en over gennemsnitlig størrelse nyhedsbrevsliste. Dog er det bare ret få virksomheder der har tid og råd til at gå så meget op i at teste deres ting og når deres liste ofte ikke er større så vil de kunne tjene flere penge ved at koncentrere sig om at skrive noget bedre indhold, sende mere regelmæssigt og skabe en tættere dialog med deres modtagere ved at undersøge hvad de rent faktisk klikker på fra nyhedsbrev til nyhedsbrev end at forsøge at teste åbningsrater via splittests der i mange situationer kan forvirre mere end gavne fordi man hurtig kan komme til at konkludere at noget virker den ene gang men så pludselig holder op med at virke fordi de omkringliggende faktorer ændrer sig (f.eks. tidspunktet).

Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke kigger ind på hvordan vi kan implementere en form for split test mekanisme i Ubivox, men vores erfaring indtil videre viser sig at de fleste af vores kunder hellere vil have flere/bedre værktøjer der hjælper dem til at producere deres nyhedsbreve (integration med eksterne systemer hvor man ikke selv skal kode for meget, hjælp til billedebehandling osv) end avancerede test-værktøjer som de synes er smarte de første 3-4 gange men derefter hurtigt bliver for besværlige at anvende på daglig basis fordi det forsinker leverancen af deres nyhedsbreve, eler kræver at vedkommende der er ansvarlige for at skrive deres nyhedsbreve også er en skarp analytiker.

Personlig er jeg stor fortaler for en pragmatisk tilgang til forsendelse af nyhedsbreve og for mange virksomheder er det en stor nok udfordring at få sendt et nyhedsbrev ud med et fast interval og få skrevet noget og dermed kommunikeret med deres kunder. Så jeg vil hellere som udgangspunkt hellere forsøge at bygge et værktøj der kan hjælpe med at hæve kvaliteten af nyhedsbreve der sendes ud og gør det nemmere for vores brugere på de udfordringer, end at fokusere på den lille flok virksomheder i toppen der reelt er klar til avancerede koncepter som split-testing. Så arbejdsfokuset hos os er nok lidt de klassiske 80/20, hvor split-testing ligger i 20% kategorien, da vi mener vi kan finde på maser af ting i 80% kategorien som kan hjælpe vores kunder bedre til at tjene penge på deres nyhedsbreve før de kaster sig over avancerede koncepter som f.eks. split-testing :)

Derfor synes jeg nogen gange at snakken om split-tests ofte bliver en meget teoretisk snak af markedsføring- og kampagnefolk og ikke særlig meget bundet i hvad der reelt er praktisk i dagligdagen for en virksomhed der sender nyhedsbreve, om andet end bare lige denne uges gode knaldtilbud, men bruger det generelt til at skabe en direkte kontakt og kommunikation til deres kunder :).

8

Søren Sprogø 19/01/11 12:40

@V4D5: Så skulle du prøve at lave et udsalg til kvinder med en liste på 250.000 modtagere. Det kan selv Apache ikke holde til...
(Og det ved jeg, da kunden har kørt både på IIS og Apache.)

Throttling er en vigtig feature, når man taler de større setups (uanset platform). I CampaignMonitor kan du naturligvis "throttle" vha. en split-test. Men ikke helt godt nok.

Der er mange af de andre, store systemer, der supporterer throttling. Desværre stinker de så bare, når det kommer til alle de andre features.

9

V4D5 19/01/11 12:49

@Thingman - Jo... Jeg har fået det at vide 100 gange. Må nok snart få det rettet.

@Oscar - Tak for de fem stjerner. Jeg vil sådan set godt give dig ret, men der findes rigtigt mange webshops i Danmark, der har +10.000 på deres nyhedsbreve og så er split-testing altså relevant. Jeg er også nået frem til at split-testing af tidspunktet er noget, man bør gøre manuelt. En mandag kan være bedre end en tirsdag, men hvis den efterfølgende mandag er en helligdag, så performer den elendigt. Så sådan noget skal man nok prøve at eksperimentere med selv og ikke overlade til sit software.

Og ja - det er tidskrævende at lave to forskellige mails, men når man har mange modtagere, så kan en 10-15% forbedring godt betale sig at investere lidt i. Til gengæld tager det ikke meget tid at split-teste emne-feltet og det synes jeg er "the least you can do" som Steve Krug ville sige.

Fedt du blander dig i debatten - det er jo udmærkede argumenter du har. På vores webshop Faktorfobi har vi slet ikke nok modtagere til at køre split-test. På Kondomaten har vi bare for mange til ikke at gøre det.

@Søren - Vrøvl... Kontakt PIL i Århus. De kan snildt håndtere det. Hvordan tror du Google/Amazon/Facebook kører deres servere?

10

Michael Kjeldsen 19/01/11 13:31

Der er rig mulighed for at split-teste på selve indholdet - det kræver bare lidt håndarbejde:
http://www.mailchimp.com/kb/article/how-can-i-run-an-a-b-split-test-campaign-on-my-content

Så kan man fx teste CTA-knapper...

Og kan det betale sig? JA!

11

V4D5 19/01/11 13:44

Ha haaaa. Ja, der er der virkeligt tale om Storm P. Man kan så ikke bruge det til at finde vinderen med.

I øvrigt har CampaignMonitor også den fantastiske fordel, at man kan finde vinderen ud fra hvem der klikkede på et bestemt link. Ganske lækker feature.

12

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 13:54

@Morten>

hehe - selvfølgelig blander jeg mig når jeg ser mit grimme fjæs på et website :D

Angående webshops med +10.000 på deres lister, så må jeg sige at det er ikke ret mange af dem vi er stødt ind i, de sidste 7 år hvor vi har beskæftiget os med emnet. Der er selvfølgelig nogen og jeg tror de er meget synlige i miljøet fordi de netop er de store som man hører om og lytter til, men relativt i forhold til mængden af virksomheder med et par 100 eller 1000 på deres liste så er det en meget lille gruppe i Danmark. Det tydeliggøres måske lidt af at de 2500-5000 i gennemsnit som jeg nævnte er reelt et gennemsnit mål på vores lister i Ubivox og der har vi altså også nogen ordentlige klepperter på 300-400.000 på en liste så der er rigtig mange små der trækker gennemsnittet ned. :)

Nu er vi selvfølgelig langt fra campaign monitor og mailchimp i størrelse af kunder, af den naturlig årsag at vi er startet i danmark hvor markedet bare er lidt mindre, så vores tal er anderledes. :) Men det er nok også der hvor jeg ofte bliver sådan lidt "provokoret" når man taler om a/b-splittests på nyhedsbreve i Danmark for det er vitterlig meget få virksomheder der har formatet til at få noget ud af det i Danmark andet end et rapport røgslør som de kan præsentere for deres chef at nu har de da gjort det.

Tilgengæld får vi ofte spørgsmålet fordi deres marketingschef eller reklamebureau eller lignende helt ukritisk har læst en amerikansk undersøgelse eller bog der siger at det skal man og så henviser de til den, hvor man kun kan sidde lidt tilbage og tænke at måske skulle de koncentrere sig om at lære det danske marked at kende hvis det er der de vil sælge deres ting i stedet for at gøre som amerikanerne gør på et marked der er uendelig mange gange større og som kan drage nytte af en anden type værktøjer. :)

Splittesting kan være nyttig i små virksomheder med mindre lister, hvis den tid man bruger på det ikke betyder så meget for en og man selv kan ligge og rode med det, men når en mellemstor eller stor dansk virksomhed ender med at betale i 50.000+ kroners klassen for at få det udført af en ekstern konsulent eller lignende på en liste der indeholder 5-10.000 modtager, så er det svært ikke at tænke at de penge kunne være brugt bedre. Og det er en af de billigere priser jeg har hørt igennem tiden. ;-)

Derfor er min generelle holdning til det ofte at mange bruger det som røgslør for at tjene 10-100 kr mere i konverteringen i sidste ende, men det koster dem 1000'vis af kroner at udføre, fordi udgifterne til det (tid) og den reelle indtjening ved det er så vanskelig at beregne 100% troværdigt for de fleste virksomheder der ikke lige er en enmandshær. :)

Men ellers Morten, hvis du skulle være i nabolaget (Vi bor Kapelvej 46c, 2200 KBH N) en dag, så kunne det da være mægtigt hvis du havde lyst til at kigge forbi til en øl/sodavand/juice/whiskey/vand og tage en snak med David og jeg om hvordan dine tanker om det optimale splittestningsværktøj kunne være. Vi har allerede nogen idéer til hvordan det kunne bygges vha vores nuværende segmentering, men kunne da være sjovt at høre din kommentar på det hvis du skulle have lyst?

13

V4D5 19/01/11 14:06

Jeg er enig. ROI skal være positiv. Vi er ganske små firmaer og jeg er både programmør, pakker, indkøber og adm. direktør, så jeg bestemmer selv, hvor jeg vil lægge min tid. Og i Kondomaten har vi stor gavn af split-test. På Faktorfobi er vi så små, at vi bruger tiden på noget andet.

Jeg kigger forbi, næste gang jeg er i Købenavn (og har tid - det bli'r måske nok i marts). Jeg ser meget gerne at det førende mailsystem var på danske hænder. Har faktisk også allerede givet David et lille tip vedr. split-testing ;o)

14

Michael Kjeldsen 19/01/11 14:07

Morten >>
Teknisk set kan man sagtens - du kan jo fx måle CTR :-)

15

V4D5 19/01/11 14:12

Ja ja - men så skal man manuelt ind at vælge en vinder og sende til resten, ikke? Det smarte ved automatisk at lade softwaren håndtere det, er jo at du bare trykker "Send" og så finder den vinderen baseret på dine krav og sender til resten af gruppen. Eller har jeg misforstået noget i den artikel?

16

Michael Kjeldsen 19/01/11 14:23

Med mindre de har ændret det siden jeg brugte MC sidst, så tæller de med i det samlede regnskab, og bliver dermed også en del af den automatiske statistik...

17

Christian Ravnkilde 19/01/11 14:53

Rigtig god artikel, Morten. Jeg foretrækker MailChimp fremfor Campaign Monitor. Med MailChimp kan jeg nemlig lave en e-mail via et RSS feed. En funktion, jeg er meget glad for. En funktion Campaign Monitor ikke p.t. tilbyder. Bruger faktisk også Ubivox (eller rettere eBrev) til en enkelt kunde - mest pga. det dansk brugerinterface.

18

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 15:02

@Christian:

Må man spørge på hvilken måde du benytter RSS feeds til dit nyhedsbrev?

Jeg er nysgerrig for både i eBrev og i Ubivox (der efterhånden er to ret forskellige systemer) har vi igennem tiden haft bygget forskellige måder at køre RSS-data ind i nyhedsbrevet, men jeg synes aldrig rigtig det er blevet helt godt.

I Ubivox i dag har vi noget der hedder eksterne ressourcer som kan være et rss feed eller anden html kilde som man sætter op på listeniveau. Derefter kan man i sit nyhedsbrev indsætte kode der sørger for under udsendelsen at fetche det eksterne data.

Det er såmænd egentlig meget godt, men kræver lidt teknisk forståelse for at få det i live og jeg har nogen gange fornemmelsen af at en simpel dialogbox i editoren hvor man kan indtaste et rss feed og så henter den bare indholdet en enkelt gang og sætter ind, kunne være lige så brugbar.

Så hvis du har lyst til at dele med os hvordan du gør (hvornår i processen indsætter du RSS data, hvordan er din arbejdsgang osv), så kunne det være rigtig interessant for mig bare sådan rent brugervenlighedsmæssigt for det er et område jeg ligger og hyggekoder på (jeg sidder med det meste af editoren og de forskellige interfacekomponenter) en gang imellem i weekenderne når der lige er lidt tid og kæresten er på besøg hos svigermor. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at blive lidt klogere på virkelige brugsscenarioer med RSS/ekstern data i nyhedsbreve i stedet for mine egne tænkte :-)

19

Alvin Kaule 19/01/11 15:05

Fin sammenligning af de to produkter. Har du tidligere brugt andre produkter? Kunne også være fint hvis der blev foretaget en test der sammenlignede flere produkter, f.eks. Carma (Compost), Apsis eller Globase.

20

Michael Happel Olsen 19/01/11 15:17

Super sammenligning.

Søren S: Har man en liste på 250.000 gode modtagere, så er man forhåbentligt begyndt at kigge på skalering af sit miljø. Eller i hvert fald hyret nogen til det. Apache ell. IIS er da en tæt på ligegyldig diskussion i den sammenhæng.

21

Søren Sprogø 19/01/11 15:52

@Michael: Løsningen med de 250.000 modtagere kørte først på 3-4 IIS servere, senere pga. platformsskift på 10-12 Apache servere.

Fidusen er, at med throttling kan du spare en server eller to. Og de koster jo alle penge, uanset om de er IIS, Apache eller ligger i clouden.

Derfor er throttling vigtig, når vi snakker de større setups.

22

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 16:19

Søren:

Jeg er lidt interesseret i dit throtling koncept.

Er det korrekt forstået at du gerne vil kunne sige f.eks: "Forsøg at sende maks x mails pr minut" og på den måde strække forsendelsen ud over længere tid?

Vi har rent faktisk noget lignende tænkt ind i vores backend fra gamle dage, men vi har aldrig set det som en feature fordi alle hele tiden helst vil have alle mails ud hurtigst muligt, men det kan være et issue med de modtagende mailservere, så vi har talt om at gøre det på et sysadmin niveau overfor nogen mailservere for ikke at lægge dem ned, men at gøre det til en brugerfeature og smække en hurtig setting ind på listeniveau der angiver et maks antal mails der må sendes i minuttet er ikke rocket science. :)

Christian der er ansvarlig for vores mail-engine og core, mener han kan have det med i næste release, så det kunne da godt være man lige skulle fikse. Så kan den da blive krydset af ;)

23

Trine Lønfeldt 19/01/11 16:29

Hej Morten
Tak for fin gennemgang - super aktuelt for umas.dk :-)
Ses snart... Kh Trine

24

Søren Sprogø 19/01/11 16:29

@Oscar: Yeps, netop. Mener også både Hotmail og Gmail kan finde på at brokke sig lidt, hvis man forsøge at aflevere x antal tusind mails til dem på samme tid.

Men det er 4-5 år siden jeg arbejdede med den mængde, ved ikke hvordan kravene ser ud i dag.

Kan også nemt være at der kun er en lille håndfuld virksomheder her i Danmark, der har en mail database af den størrelse. Så det er langtfra sikkert at det kan betale sig for jer at kigge på det.

25

Christian Ravnkilde 19/01/11 16:54

@ Oscar - ang. RSS feed:
Det fungerer super nemt. 1. opret kampage, 2. vælg "RSS-driven campaign", 3. indtast RSS feed URL og 4. vælg tidspunkt for udsendelse, 5. vælg postliste og 6. vælg skabelon. Du kan endda merge flere RSS feeds til et "master-feed".

26

Morten Vium 19/01/11 20:26

Hej Morten.
Super sammenligning og lærerig debat efterfølgende :)

Jeg vil lige komme med en lille rettelse. Du skriver: "CampaignMonitor er lige et hestehoved foran med deres "email overlay", hvor du kan se dit nyhedsbrev og se præcist hvor brugeren klikkede."

Den funktion har MailChimp også. Den kan findes under rapporten og "click map". Her kan du også måle på eksterne links.

27

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 21:16

Søren: De fleste modtagende mailservere brokker sig fra tid til anden over at modtage større mængder. For at det ikke skal være løgn så brokker hele TDC mail-clusteret (ikke bare mail.dk, men alle deres domæner) nogen gange på 1800+ mails, hvis ikke man bruger en del måneder på at punke deres administratorer :)

Vi ser en gang imellem lister der er store nok til at lægge en modtager ned, men det er på mailserver niveau. Jeg kunne fint forestille mig det scenario du sætter op med at selve websitet kan være presset. Det er ca en 20 min. ændring for os, og koster ikke noget på systemet, så det kan lige så godt komme med :-)

28

Oscar Eg Gensmann 19/01/11 21:18

Christian: Takker. Spøjst nok lyder det som en nøjagtig kopi af den måde vi byggede det på i ubivox i starten (tror stadigvæk vi har koden liggende :), men ingen kunne finde ud af det og de færeste var glade for at tingene stod og sendte automatisk ud da der ofte kunne være problemer med rss-feedet og lignende, så vi fjernede den indtil vi fandt en bedre måde.

Det kan være vi skal støve den gamle kode af og se om folk er blevet mere modne med tiden :-)

29

Michael Happel Olsen 20/01/11 10:29

Søren: Enig i dine pointer omkring throttling, helt klart en fornuftig funktionalitet. Jeg fik bare indtrykket at det var en undskylding for ikke at gøre noget ud af miljøet, det var det så ikke :-)

Det omtalte platform skifte krævede da noget af en opskallering.

30

Thomas Jensen 24/01/11 09:12

Nu bliver der skrevet en del om Split-tests. Bemærk, at Globase har kunnet tilbyde A/B-splits igennem en årrække. Faktisk tilbyder Globase nu også muligheden for at lave A/B/C/D/E/F-splits...

31

V4D5 24/01/11 13:21

@Thomas - hvilke elementer kan Globase A/B/C/D split-teste? -Og hvad koster det? Kan ikke se nogen priser på hjemmesiden.

32

Thomas Jensen 26/01/11 08:38

Globase kan A/B/C/D/E/F-split teste på afsendernavn, afsender e-mail adresse, reply to e-mail adresse, emnelinie samt indhold.
Der ligger ikke priser på vores website, som i øvrigt re-lanceres inden for meget nær fremtid. Men giv mig et ring på 28986302, hvis du vil høre nærmere...

33

Jens 04/02/11 09:57

Mailchimp har opdateret deres system, så man nu gratis kan afsende 12000 emails om måneden til 2000 tilmeldte.

Har ikke leget end campaign monitor, men det lyder spændende. Det skader jo ikke at prøve noget nyt :)

God artikel

34

Søren Sprogø 04/02/11 10:47

@Jens: Whoa, nice!

Mon ikke CampaignMonitor snart kommer med et lignende tilbud så? :-P

35

Jens 04/02/11 10:51

Det bliver de vel næsten nødt til :)
Men er godt tilfreds med mailchimp, så tror næppe jeg vil skifte. Er godt tilfreds med mailchimp :)

36

Oscar Eg Gensmann 04/02/11 11:07

Bare af ren interesse, hvorfor bliver campaignmonitor "nødt" til at komme med et lignende tilbud om at forære deres service væk gratis? :)

Bare fordi MailChimp har valgt en strategi hvor de forsøger at tiltrække kunder ved at forære deres service væk og på den måde bliver nødt til at tjene mere på de kunder der væælger at betale for det, så behøver konkurrenten jo ikke at benytte samme metode til at forplumre den reelle pris for produktet på? :)

Personlig er jeg selv stor fan af Squarespace.com's måde at forklare tingene på:

Why isn't Squarespace free?
Squarespace provides a premium, time saving service and charges for it. We believe in a direct and honest relationship with our customers. Because we charge for our service and have a stable business model, we don't need to make decisions later on that would compromise our integrity in order to make money from our users.

Further, every detail of our site manager is meticulously designed and presented. We fix every bug we find, and we respond to every single support request. Our servers have incredible uptime. Your time will be saved. If these things don't matter to you, then Squarespace is likely not going to be a good choice. After all, no software is really free, because your time isn't free.

http://www.squarespace.com/pricing/

37

Jens 04/02/11 14:29

Rigtigt nok Oscar...


38

V4D5 04/02/11 18:52

Til gengæld vil jeg ærligt indrømme, at MailChimp med deres "gratis"-version lokkede mig over på deres platform, så den virker. Desværre var det en rigtig irriterende bug i deres API, der gjorde at jeg fik nok og valgte at give konkurrenten et forsøg. Så jeg måtte igen erkende at pris og kvalitet hænger sammen ;o)

Jeg betaler gerne for en god service eller software og er helt enig med Squarespace. Men en "smagsprøve" virker jo tit.

39

Jens 08/02/11 15:20

Fedt med en spammer. Er der en som kan slette svaret fra "elarbejde"

40

V4D5 08/02/11 15:37

@Jens - jeg har fjernet kommentaren og skrevet til firmaet, der har hyret dem (jktotalenterprise) om hvilket firma de har hyret til at lave søgemaskineoptimering.

41

Jens 08/02/11 15:50

Det er godt nok en plat metode at benytte og det burde da straffes for. Det er sikkert et udenlandsk firma, siden det står på engelsk. :)

42

Kristoffer Føns 19/03/11 17:14

Uff, det var eddermame en stor test! Mange tak - den har gjort mig klogere.

43

Kenneth Dambo 22/03/11 09:27

Fedt med en gennemgang af de to udbydere!

44

Claus Werring 14/02/13 22:43

Super god og objektiv gennemgang Morten.
Nu har jeg ikke selv den store erfaring med nogle af nævnte løsninger, men hvordan er det med integration i forhold til DanDomain - er der eller findes der et std. plugin således at ens e-mail kartotek (modtagere af nyhedsbrev) automatisk bliver overført eller hvordan fungere det.

45

Morten Vadskær 15/02/13 00:26

Tak for det, Claus. Jeg ved ikke 100% om DanDomain har sådan en integration, men jeg har virkeligt svært ved at forestille mig andet. Jeg kan til gengæld oplyse, at Shoporama har integration med begge systemer. Særdeles god integration ovenikøbet ;-)

46

Claus Werring 15/02/13 09:42

Takker Morten - jeg forhører mig hos DD :)

47

Smid en kommentar

Brug dit eget navn - ikke sådan noget "billig arganolie" eller "mobilt bredbånd"

Anti-spam-check (beklager, men det er åbenbart nødvendigt):

Hvad er fire + et? (skriv tal - ikke bogstaver)