Har selv lavet WordPress (child) tema

Hvad har jeg lært af at lave mit eget child theme på WordPress?

Nu bruger jeg selvsagt størstedelen af min tid med at udvikle Shoporama webshops. Men fra tid til anden, har jeg også haft brug for en blog, og det er svært at komme udenom WordPress i dén henseende.

Da vi i sin tid fik brug for en blog til Shoporama, var det mest åbenlyse at tage WordPress. Ligesom alle andre start-ups er man konstant bagud og i tidspres, så vi valgte også bare et standard WordPress tema ? det er nemt og man må antage, at det er testet, så det fungerer upåklageligt også på mobil og tablets. Så i mange år kørte vi med dét, der hedder Twenty og hvad de ellers hedder. Men her i 2023 tænkte jeg, at nu var det tid at støve den lidt af og forsimple det. Så det har jeg gjort og indledningsvis tænkte jeg, at jeg lavede mit eget WordPress tema, men jeg er siden blevet klogere. Jeg har lært, at jeg har lavet et såkaldt Child theme.

Undervejs i processen fik jeg sparring fra Frederik, der lever af at lave WordPress hjemmesider og ham kan du jo med fordel hyre til opgaven, hvis du selv synes, det er for stor en mundfuld.

Skal man lave et WordPress Child Theme eller gå all-in?

Ja, det er jo smag og behag og særligt dine krav til temaet (og så kommer det an på din ambition).

Fordelen ved at lave et Child theme er helt klart, at du er ekstremt hurtigt i gang, da du så at sige "genbruger" alting fra dit Parent Theme. Dvs. de ting du ikke selv udvikler, tager WordPress blot fra Parent theme. Så du kan nøjes med at udvikle de ting, du mener er vigtigst (f.eks. forside og blogindlæg). Herefter bliver alt andet såsom søgning, kategorioversigt, statiske sider etc. bare genbrugt og du skal ikke bruge tid på at genopfinde den dybe tallerken.

Det eneste, der reelt er påkrævet for at lave et Child Theme er følgende to filer:

  • style.css
  • functions.php

Det er de basale krav. Alt andet bliver hentet fra parent temaet. Hvis du tilføjer en fil f.eks. single.php, så vil temaet bruge din single.php fil. Hvis den ikke er der, så tager den filen fra parent temaet.

Nemt ikke?

En af de helt store fordele ved et child theme er, at du kan opdatere parent temaet uden at det påvirker dit child theme. Det betyder, at du kan beholde dit design og samtidigt sørge for at have en opdateret version af din WordPress side.

Jeg vil sige, det tog mig en 2-3 timer at lave udkastet til mit WordPress child theme og så vel 2-3 timer yderligere at få det til at se ud, som jeg ønskede. Og jeg har vel at mærke ingen WordPress erfaring ? blot nogen PHP og html erfaring. Så det er sådan rimeligt til at komme i gang med.

Ville jeg ønske, jeg havde lavet mit eget Parent theme?

-Ja, det ville jeg egentligt nok. Men set i bakspejlet, så var det fornuftige at lave et Child theme, da jeg var hurtigere i gang og jeg ikke skal holde det opdateret i forhold til sikkerhed, bug fixes m.m.




Webshop Shoporama



Smid en kommentar

Brug dit eget navn - ikke sådan noget "billig arganolie" eller "mobilt bredbånd"

Anti-spam-check (beklager, men det er åbenbart nødvendigt):

Hvad er fire + et? (skriv tal - ikke bogstaver)