Ser tilbage på Refuga

Nikolaj Astrup er en spændende mand. Han er også manden bag konceptet Refuga og det er grunden til dagens blogpost.

I uge 41 var jeg så heldig, at deltage i en speciel e-commerce udgave af Refuga i en skøn hytte i bjergene udenfor Barcelona. Her var ca. 20 e-købmænd samlet for at arbejde, netværke og sparre med hinanden. Dagene op til var jeg tre dage i Barcelona med Mia, der har Magnetz og Kforkage og Dennis Drejer, der sælger garn på rito.dk. Der var et hav af spændende folk dernede. Fik bl.a. mulighed for at drikke øl med min tidligere konkurrent fra kondom-branchen, Tobias Ehlig, der i dag sælger kostumer på festli.dk.

Til dig, der overvejer at deltage i Refuga

Netværk i stedet for at arbejde

Jeg begik den store fejl, at tro, jeg skulle nå en masse arbejde dernede. Det fik jeg ikke gjort. Man skal i stedet sørge for at netværke, suge viden til sig og tænke de store tanker, der for alvor kommer til at ændre ens forretning. Man kan da sagtens afsætte et par timer til at sætte sin Adwords konto op eller få hjælp til at lave segmenter på Facebook eller noget, men som udgangspunkt, så undlad at have en lang to-do liste med derned.

Når du får feedback

Når du modtager feedback, så skal du kun gøre to ting: Lytte og notere ned.

En del af Refuga konceptet er, at man kan få feedback på en problemstilling, man står med. Folk fik noget virkeligt fed feedback. Jeg ved, at Mikkel Tschentscher bl.a. fik feedback, han implementerede med det samme (på ganske kort tid) og det resulterede i en fordobling af konverteringsraten på en landingsside (tror du Refuga har været det hele værd for ham?). Men ..... Alt for mange stod og forsvarede deres beslutninger og forklarede, hvorfor de ikke kunne gøre, som de fik feedback på. Dels var det lidt spild af vores tid og dels gik de glip af en masse tid, hvor de kunne have fået meget mere feedback. Det med at afvise ideer kan de jo bare gøre bagefter selv.

Når du skal sove

Tag ørepropper med, hvis du sover let. Huset er meget lydt (det er til gengæld mega fedt - en gammel vingård).

Du kan lære noget af alle

Der deltager nok folk, som ikke kan det samme indenfor din branche, som du kan. Men derfor kan du lære noget brugbart af dem alligevel. Det kan være, de kan give dig et tip, der får dine børn til at falde tidligt i søvn, så du får mere fritid. Det kan være de anbefaler en bog, som øger din produktivitet. Det kan være, de tipper dig om en revisor, der ændrer din forretning drastisk. Det kan være de giver dig et begynder løbeprogram, så du begynder at løbe (og på den lange bane giver mere overskud og færre sygedage) etc. etc. Pas på med at afskrive, at andre deltagere kan lære dig noget.

Tag løbetøj med

Der er virkeligt flot oppe i bjergene og 6-7 døgn er lang tid for din krop at sidde stille. Så selv hvis du normalt ikke løber, så tag løbetøj med og få rørt stængerne lidt.

Hvad kan man lære på Refuga?

Du kan lære alt... en enkelt disciplin såsom at sætte Facebook remarketing op. Men man kan også lære "ideer"/"principper" etc. F.eks. fik jeg nogle fede produktivitetstips af Mikkel Tschentscher. Det var bl.a. Inbox Zero-konceptet kombineret med Boomerang til Gmail.

Noget af det sjoveste, jeg fik med, var fra opholdet i Barcelona, hvor Mia, Dennis og jeg havde lejet en Airbnb lejlighed. Det første Dennis sagde, da vi kom ind i lejligheden, var »det her bord står for mørkt. Lad os flytte det over til vinduerne«. Og så gjorde vi det med det samme. Det blev en lidt skelsættende begivenhed for mig. Normalt ville jeg ikke kigge på lejligheden og tænke »Kan jeg optimere det her?«. Ville jeg nok i min egen lejlighed i løbet af 3-6 måneder, men ikke en lejlighed, jeg skal være i i tre dage. Men ideen er så god, jeg vil give den videre her. Tænk altid: »Kan jeg optimere min situation her?«.

Ved at optimere situationen, kan man typisk:

  • Arbejde mere effektivt
  • Spare tid
  • Spare penge
  • Spare arbejdsgange

Helt konkret, så har det betydet, jeg tog hjem og fik sat SSD disk og 4 gange så meget RAM i min computer. Resultat: Mange gange hurtigere computer = meget mere effektiv (og glad) Morten. Det har også smittet af på hjemmefronten. Har fået bestilt VVS-mand til at fikse en vandhane, der var elendig og en tømrer til at fikse et dørhåndtag, der hang og havde irriteret mig længe.

Ganske kort kan vel siges, at det jo tager 5 minutter at ringe til en VVS'er. Uanset om du gør det i dag eller om seks måneder. Så gør det i dag, få det fikset og nyd godt af "forbedringen" meget tidligere.

Kan jeg anbefale Refuga?

Til hver en tid (lige nu har de få pladser tilbage på deres tur til Thailand).


SEO kursus


Smid en kommentar

Brug dit eget navn - ikke sådan noget "billig arganolie" eller "mobilt bredbånd"

Anti-spam-check (beklager, men det er åbenbart nødvendigt):

Hvad er to + to? (skriv tal - ikke bogstaver)